Den, der lever stille, lever godt, lyder ordsproget. Men det gælder åbenbart ikke for Danmarks sjældneste fisk, dyndsmerlingen Misgurnus fossilis, der kun har ét kendt opholdssted, nemlig Sølsted Mose i Sønderjylland. En screening i efteråret 2003 viste, at der kun var en lille og stærkt truet bestand tilbage. Størstedelen af bestandens lille snes individer var koncentreret på bare 250 m i ét af de vandløb der gennemløber mosen. Sølsted Mose er udpeget som habitatområde for dyndsmerlingen, og mosen burde ligesom habitatområdet for snæbel plejes med henblik på at sikre arten en gunstig bevaringsstatus. Men der blæser ikke gunstige vinde for den sønderjyske dyndsmerling på samme måde som der gør for dens heldige fætter med fedtfinne, snæblen.
Dyndsmerlingens biologi
Dyndsmerlingen lever i langsomt flydende vandløb og små vandhuller. Optræder på blød, sandet, dyndet eller mudret bund, hvor den om dagen søger skjul i substratet. Den lever af små snegle, insekter og muslinger. Den er kendt for at være følsom overfor forurenende stoffer som akkumuleres i sedimentet. Ved hjælp af en stærkt foldet slimhinde i tarmen kan den optage ilt som den har slugt ved vandoverfladen. Den bliver op til 20 cm lang, og gyder i perioden april-juni.
 |
Dyndsmerlingen har 10 skægtråde og ligner dermed ingen anden dansk ferskvandsfisk. |
Status for dyndsmerlingen
Dyndsmerlingen er en rødlistet fiskeart, hvis bevaringsstatus i Danmark er foreløbigt vurderet som ugunstig, fordi arten tilsyneladende er gået tilbage i det eneste vandløbssystem, hvorfra den er kendt (Pihl m.fl. 2000; Søgård m.fl. 2003). I udlandet findes den i Tyskland, og længere sydøst ned gennem Europa er den ikke særlig sjælden. Så dyndsmerlingens levested i Danmark udgør samtidig artens nordvestlige udbredelsesgrænse.
De danske dyndsmerlinger findes i grøfter, moser og søer i Vidå-systemet. I begyndelsen af 1980-erne blev dyndsmerlingen fundet i Sølsted mose nord for Tønder, og senest i 2001 blev der ved elektrofiskeri i en afvandingsgrøft sammesteds fanget enkelte eksemplarer (HansThiil Nielsen, pers. medd.). Det må antages at der fortsat lever dyndsmerling på mindst én lokalitet i Vidå-systemet. Men man savner et grundlag for forvaltning af dyndsmerlingen og dens habitatområder. Det vides ikke med sikkerhed om bestandene i Danmark er i frem- eller tilbagegang, da der ikke foreligger kvantitative data.
Den nationale bevaringsmålsætning er at sikre en ”god bevaringsstatus” for dyndsmerling. Dette forudsætter bl.a. at arten i dens nuværende udbredelsesområde som minimum findes i en levedygtig bestand, og at forekomsten af egnede levesteder er stigende (Søgård m.fl. 2003). Derfor blev dyndsmerlingens forekomst i Sølsted Mose undersøgt i november 2003.
Screening af Sølsted Mose
I perioden 26/11 - 2/12 2003 blev de åbne vandflader og de vandløb der gennemløber Sølsted Mose elektrofisket ved vadning og fra båd. En del af moserne havde en pH på 5 eller mindre, og disse blev ikke undersøgt yderligere.
I alt blev der fundet en lille snes dyndsmerlinger, fordelt på de tre vandløb (kommunevandløb 107 og 108, samt vandløb nr. 9, Abild), der afvander mosen til Sejersbæk. Dyndsmerlingen blev dog ikke fundet i selve Sejersbæk eller i nogen af de i alt 21 åbne vandflader i mosen, der blev undersøgt.
Som vinterhabitat foretrækker dyndsmerlingen dybt, blødt dynd (minimum 10 cm dybt) uden kraftige rødder fra f.eks. dunhammer. Samtidig fandtes den at foretrække vanddybder på 10-30 cm, og meget svag strøm (max 5 cms-1).
De aktuelle tætheder kunne ikke vurderes præcis på grund af ophvirvling af det lette dynd, som reducerede sigtbarheden i vandet.
 |
Sølsted Mose er en tidligere højmose, hvor der har været tørvegravning. Mosen består derfor af ca. 40 større, åbne vandflader, alle under tilgroning. |
Størstedelen af dyndmerlingerne blev fundet på en ca. 250 m lang strækning af kommunevandløb 108. De pågældende vandløb ligger forholdsvis dybt nedgravet i terrænet, og har ingen eller kun periodisk passage til sidegrøfter og åbne moseflader, hvorfor dyndsmerlingerne tilsyneladende ikke har let ved at sprede sig yderligere i området.
Hvordan kan dyndsmerlingen sikres?
Desværre var der kun ressourcer til en kort screening af dyndsmerlingens levesteder i Sølsted Mose. Det er muligt at den også kan findes i andre moser og vandløb i det syd- og sønderjyske. Men ud fra undersøgelsen af dyndsmerlingens levesteder i Sølsted Mose er det klart, at bestanden er meget lille og at den lever på et meget lille område.
Dyndsmerlingens udbredelse i Sølsted Mose viser også at den har meget begrænsede muligheder for at kolonisere nye områder af mosen og de tilgrænsende vandløbsstrækninger. Man bør starte med at skabe passage ud til de små sidebække og vandhuller i mosen. På grund af at vandløbene tidligere er blevet gravet ned i terrænet, har de kun meget begrænset forbindelse til de grøfter der er gravet ud fra mosen. En vandstandshævning af bækkene og af Sejersbæk vil derfor kunne muliggøre at større vandområder gøres tilgængelige for dyndsmerlingen.
Desuden bør dyndsmerlingens sommerhabitat undersøges, så man derudfra kan danne sig et søgebillede for hvilken habitattype den foretrækker om sommeren.
Mængden af egnede levesteder er sammen med spredningsmulighederne derfor vigtige forudsætninger for at arten på længere sigt kan overleve. Derfor bør dyndsmerlingens nuværende udbredelse følges af en kortlægning af potentielle områder der står eller kan bringes til at stå i åben forbindelse med de nuværende levesteder. Plejetiltag for at forbedre levestedernes værdi for dyndsmerlingen bør ligeledes skitseres.
Dyndsmerlingens potentielle levesteder i Danmark er af spredningsmæssige årsager begrænset til Sønderjylland Amt, primært i moseområder mellem Tønder, Løgumkloster og Bredebro. En prioriteret liste over kendte og forventede levesteder kunne danne udgangspunkt for en regional screening af artens udbredelse (se nedenfor). Samtidig kan udbredelsen måske give fingerpeg i retning af hvilke krav dyndsmerlingen stiller til sine levesteder, og hvilke kunstige barrierer (f.eks. passagespærringer) der i dag blokerer for artens videre udbredelse.
Potentielle levesteder for dyndsmerlingen i Syd- og sønderjylland: |
Lokalitet |
Seneste forekomst |
Sølsted Mose, afvandingsgrøfter i forbindelse hermed |
Påtruffet i 1991, 2001 |
Vidå m. tilløb, Rudbøl Sø og Magisterkogen |
Påtruffet i 1983 |
Kongens Mose |
Potentielt levested |
Sejersbæk og grøfter i forbindelse hermed |
Potentielt levested |
Kogsbøl Mose |
Potentielt levested |
Arnå og sydlige grøfter fra Kongens Mose |
Potentielt levested |
Brede Å og nordlige grøfter fra Kongens Mose |
Potentielt levested | |
Dyndsmerlingens fremtid i Danmark er meget usikker og man bør absolut gøre noget aktivt for at hjælpe den stærkt truede bestand i Sølsted Mose. Den der lever skjult behøver ikke gøre det af lyst, det kan som for dyndsmerlingen lige så godt være fordi der ikke findes alternativer. Og det er her vi kan –og bør – hjælpe, om ikke for andet så fordi Danmark via Habitatdirektivet faktisk har forpligtet sig til at gøre det!
|