Pressemeddelelse udsendt mandag d. 24. januar 2005


Laksen tilbage i Gudenåen


Der findes igen naturligt gydte laks ovenfor opstemningen af Gudenåen ved Tange. Der er fundet en lille laksebestand på de nederste 6-7 km af Tange Å. Dermed har laksen selv leveret bevis for at der ér passage gennem fisketrappen, og at forholdene - i hvert fald Tange Å- ér egnede til gydning.

I årene 2000-2002 fangede erhvervsfiskeren i Tange Sø en hel del laks i sine bundgarn. Vel at mærke laks som måtte være svømmet op gennem fisketrappen ved Tange. Det var der ikke mange der rigtig troede på. Men nu er der i efteråret 2004 gennemført en screening af vandløbene mellem Tange og Silkeborg for at undersøge om der skulle være kommet naturlig lakseyngel. Og det er der!

Der er fundet en lille bestand på 200-300, 13-21 cm lange laks, der er fordelt over de nederste 6-7 km af Tange Å. Der udsættes ikke laks i Gudenåen ovenfor Tange Sø, og genetiske undersøgelser, udført af Danmarks Fiskeriundersøgelser, har vist at lakseyngelen er resultatet af naturlig reproduktion af moderfisk der stammer fra den svenske elv Ätran. Dermed har laksen selv peget på hvor forholdene er egnede til gydning og succesfuld opvækst af yngelen.

De overraskende resultater kan læses i en rapport, som WaterFrame netop har afleveret til Gudenaacentralen. I efteråret 2004 blev alle Gudenåens tilløb mellem Tange og Silkeborg elektrofisket, men der var kun lakseyngel i Tange Å, selvom der også blev fanget voksne laks i Gudenåens hovedløb. Viborg Amt registrerede i år 2000 for første gang gydende laks ovenfor Tange, dengang i Borre Å.

Samtidig har en fisketæller registreret opgangen gennem fisketrappen i efteråret 2004, og den samlede opgang var minimum 147 havørred og laks over 45 cm, hvilket er tre gange flere end da fisketrappen blev undersøgt i 1994-95.

Mange har tidligere hævdet, at laksen ikke kunne passere gennem fisketrappen ved Tange, og selv om den kunne, så ville den ikke kunne finde egnede gydepladser. Fundet af de vilde laks i Tange Å dokumenterer at det igen er muligt for laksen at finde opstrøms passage igennem fisketrappen, og at der tillige findes egnede gydepladser.

De første naturligt gydte laks fra Gudenåen i 85 år
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Christian Dieperink (tel. 87883090, WaterFrame); Robert Møller (tel. 86681777, Gudenaacentralen), og Bent Kornbek (tel. 20905834, Gudenaacentralen)
 
LÆS HELE RAPPORTEN >>
 

WaterFrame, Ryesgade 9A, 8680 Ry - Telefon 87 88 30 90 - Mobil 22 66 22 14 - Fax 87 88 30 90 - E-mail: info@waterframe.dk